Anbefaling for ukrudtsbekæmpelse 2025
Midler 2025
2024 var det sidste år med Safari. Anvendelse og opbevaring er ikke lovligt efter 20. august 2024.
De øvrige ukrudtsmidler til ukrudtsbekæmpelse i roer er de samme aktivstoffer som i 2024, og der er ikke yderligere begrænsninger for brugen af dem til 2025.
Med de eksisterende muligheder er ukrudtsbekæmpelsen i roerne udfordrende, og valg af midler, dosering, rettidighed og timing er derfor afgørende for at opnå et tilfredsstillende resultat.
Tilpasning af dosis og tidspunkter
En foreløbig plan for bekæmpelsen er god at have, men den bør tilpasses efter forholdene på sprøjtetidspunktet.
Sprøjtetidspunkt og dosering bør løbende justeres efter ukrudtsarter, ukrudtsstørrelse og vejrforhold.
Tilstræb de mest optimale vejrforhold, som det oftest er ved tidlige morgensprøjtninger og stille vejr, samt en sprøjteteknik, hvor der anvendes en fin eller mellemfin sprøjtetåge f.eks. med dyse (gul 02 eller lilla 025) og 120 - 180 l vand pr. ha. Undgå luftinjektionsdyser og dyser med grove dråber.
Ekstra effekt ved stort eller besværligt ukrudt eller sprøjtning under tørre og solrige forhold opnås på de fleste arter med højere dosering af phenmedipham (Betanal) og evt. ethofumesat (Nortron) og/eller brug af clomazon.
Ved behov for øget effekt kan der også gøres brug af en ekstra mellemsprøjtning 2 - 4 dage efter normal sprøjtning.
Spildraps
Uden mulighed for anvendelse af Safari er det vigtigt at tage de mulige virkemidler i brug. Dette kan være evt. bekæmpelse af nyfremspiret spildraps med glyfosat inden fremspiring af roerne, anvendelse af clomazon både før og efter fremspiring af roerne samt forhøjet dosering af bl.a. ethofumesat.
Sprøjteplan
Som udgangspunkt skal der disponeres med doseringer pr. gang, så der som minimum er mulighed for at fortage fire bladsprøjtninger uden at overskride de maksimale tilladte mængder af de enkelte midler.
0. Efter såning men INDEN fremspiring af roerne (inden dannelse af topspire). |
270 – 360 g glyphosat (aktivt stof) hvis der er ukrudt fremme før roerne og/eller 0,07- 0,12 l clomazon (ved forekomst af hundepersille, spildraps eller højt ukrudtstryk). |
1. sprøjtning - når det største ukrudt har fuldt udviklede kimblade: |
1,0 - 1,5 l Betanal (phenmedipham 160 g) + 0,1 – 0,15 l Ethofumesat* + 1 l Goltix (metamitron) + 0,5 l olie |
2. sprøjtning. 7 - 14 dage senere. |
1,2 - 1,5 l Betanal (phenmedipham 160 g) + 0,1 – 0,23 l Ethofumesat* + 0,5 - 1 l Goltix + 0,5 l olie |
3. sprøjtning. 7 - 14 dage senere. |
1,2 - 1,5 l Betanal (phenmedipham 160 g) + 0,15 – 0,23 l Ethofumesat + 0,5 - 1 l Goltix + 0,5 l olie + evt. 0,05 - 0,075 l Centium |
Evt. 4. sprøjtning - ved overlevende eller sen nyfremspiring af ukrudt. |
1,2 - 2,0 l Betanal (phenmedipham 160 g) + 0,5 - 1 l Goltix + 0,5 l olie + evt. 0,05 - 0,075 l Centium |
Kommentarer:
* Ethofumesat: Nortron/Oblix må kun anvendes 3 gange, og det anbefales at have med fra første sprøjtning. Højeste dosering med 0,23 l pr. ha anvendes ved spildraps større end kimbladsstadiet. Ethosat maks. 3 behandlinger og maks. 0,6 l pr. ha pr. år.
Phenmedipham: Begrænsning for phenmedipham er 960 g pr. ha svarende til maks. 6 l pr. ha pr. sæson for produkter indeholdende 160 g pmp pr. l.
Goltix: Maks. 3 l pr. ha pr. sæson og gerne med høj dosering (1 l pr. ha) i første og sidste behandling.
Centium 36 CS kan anvendes som effektforstærker fra roerne har 2 veludviklede løvblade med 0,05 l pr. ha. og senere med op til 0,1 l pr. ha.
Splitsprøjtning - mellemsprøjtning
En ekstra sprøjtning, hvor der efter få dage (2 - 4 dage) følges op med en ekstra Betanal-sprøjtning (ca. 1,5 l Betanal) er en god løsning, hvor der er stort og vanskeligt bekæmpeligt ukrudt. En sådan sprøjtning kan være aktuel efter 2., 3. eller 4. sprøjtning, hvor der kan være halvstort ukrudt, som er vanskeligt at bekæmpe med én sprøjtning, men vær opmærksom på max. 960 g phenmedipham i alt pr. sæson.
Højt ukrudt koster i udbytte
Højtvoksende ukrudt, som melder, spildraps, natskygge, hundepersille m.fl. er et meget dyrt bekendtskab i roemarken. Derfor bør der rettes særlig stor opmærksomhed på disse arter, når valg af bekæmpelse og strategi foretages, og det er vigtigt, at ukrudtsbekæmpelsen ikke afsluttes for tidligt.
Radrensning er et godt supplement til ukrudtsbekæmpelsen og kan i en del tilfælde erstatte en sprøjtning. Radrensning giver endvidere god effekt mod rodukrudt, ukrudtsroer og andet ukrudt mellem rækkerne.
Radrensning to gange kan være nødvendigt for at bekæmpe nyfremspiring efter første radrensning.
Bekæmpelse af vanskelige arter
Spildraps: Evt. glyphosat og clomazon inden fremspiring af roerne. Høj dosering af Betanal, Nortron og Goltix. Det anbefales at anvende clomazon efter såning men før fremspiring og som effektforstærkning (Centium 36 CS) efter fremspiring.
Hundepersille: Anvendelse af clomazon efter såning men før fremspiring og Centium 36 CS efter fremspiring.
Vejpileurt: Høj dosering af Betanal, Nortron, Goltix. Clomazon før og efter fremspiring.
Melder og natskygge: Høj dosering af Betanal og Goltix, mellemsprøjtning med ekstra Betanal. Goltix gerne med 1 l i første sprøjtning. En høj samlet mængde Goltix er hindrende for sen fremspiring af melder og natskygger.
Kamille: Høj dosering (1 l) Goltix i første sprøjtning virker på fremspirende og små kamiller.
--------------------------------------------------------------------------------
Oversigt over de enkelte ukrudtsmidler til roerne med beskrivelse og begrænsninger
Herunder findes en oversigt over midler til bekæmpelse af ukrudt i roerne med gruppering efter middeltyper.
Vær opmærksom på de forskellige begrænsninger for anvendelse af ukrudtsmidlerne i roerne.
De enkelte midlers begrænsninger kan ses på etiketten eller findes på Middeldatabasen.
Vær endvidere opmærksom på, at etiketter på samme produkt kan være forskellige, alt efter, hvornår produktet er produceret. Sørg for at få brugt de ældste dunke først.
Clomazon
Centium 36 CS, Clomate og Kalif 360 CS indeholder alle 360 g clomazon pr. l.
Produkterne kan alle anvendes inden fremspiring, Centium 36 CS er også godkendt til brug efter fremspiring og kun på arealet hvert 3. år.
Centium, Clomate og Kalif må anvendes med op til 0,2 l pr. ha indtil 3 dage før fremspiring af roerne. Anbefalet dosering er 0,1 - 0,12 l pr. ha på lerjord (højeste dosering kun ved stor bestand af spildraps og hundepersille).
Efter fremspiring gælder følgende for Centium 36 CS:
• Må anvendes op til 4 gange pr. sæson, men samlede dosering må ikke overskride 0,2 l
• Må ikke anvendes på roer på kimbladsstadiet
• Efter fremspiring kan det anvendes, når alle roer har to veludviklede løvblade til roerne har 8 løvblade
• Første behandling efter fremspiring udføres med op til 0,05 l pr. ha, hvor roerne har 2 – 3 udfoldede løvblade.
• Ved senere behandling må anvendes op til 0,1 l pr. ha, hvor roerne har 4 – 8 udfoldede løvblade.
Clomazon har god virkning på hundepersille, burresnerre samt virker som effektforstærker på flere andre arter bl.a. snerle-, vejpileurt og spildraps.
Der er nogen risiko for skade på roerne især ved megen regn og koldt vejr. Undgå overlapninger ved udsprøjtning. På lettere jord/sandjord er risikoen for skade på roerne betydeligt større end på lerjord. Anvend nedsat dosering af Betanal ved clomazonskadede roer.
Phenmedipham (pmp 160 g pr. l)
(Handelsnavne: Betanal, Betasana 160 SE og SweDane Betasana 160 SE) - indeholder alle 160 g phenmedipham pr. l.
Med disse midler må der maksimalt anvendes 6 l pr. ha pr. år svarende til 960 g pmp pr. ha. Antal behandlinger op til maksimalt 4 pr. år.
De phenmediphamholdige midler har kun bladvirkning og bedst effekt på småt ukrudt.
Phenmedipham (pmp 320 g pr. l)
Kontakt 320 SC indeholder 320 g pmp pr. l. Dvs. dobbelt koncentration af alm. Betanal (160 g). Begrænsninger: Maksimalt 3 l pr. ha pr. år med op til 4 behandlinger pr. år.
Ethofumesat
(Handelsnavne: Nortron SC, Oblix SC og Ethosat) - indeholder 500 g ethofumesat pr. l.
Nortron SC og Oblix SC må anvendes med op til 0,23 l pr. ha pr. behandling, men max. 3 behandlinger pr. år og højest hvert 3. år.
Ethosat må anvendes til ukrudtsbekæmpelse i roer hvert 3. år med en maksimal dosering på 0,6 pr. ha pr. år og maks. 3 behandlinger pr. år.
Ethofumesat virker væksthæmmende og giver god effektforøgelse ved bekæmpelse af bl.a. pileurt-arter, burresnerre, storkenæb, melder, natskygge og spildraps.
Goltix (metamitron)
(Handelsnavne: ECP Metafol 700 SE, Goltix Gold, Goltix SC 700, Metafol 700 SE, Mitron 700 SC, Skater Gold, Target 700 SE og UPL Metafol) - indeholder alle 700 g metamitron pr. l.
Må kun anvendes til ukrudtsbekæmpelse i bederoer med maks. 1 l pr. ha pr. gang og maks. 3,0 l pr. ha pr. år. Må anvendes op til 3 eller 4 gange pr. sæson – se etikette.
Metamitron anvendes med fordel ved forekomst af sort natskygge, kamille, raps og melde og gerne med høj dosering ved første og sidste sprøjtning.
Metamitron har både blad- og jordvirkning, og effekten kan blive forøget via jordvirkning på fugtig jord og ved nedbør efter udsprøjtning.
Clopyralid
(Handelsnavne: Cliophar 600 og Matrigon 72) indeholder clopyralid. Cliophar 600 indeholder 600 g pr. l og må i bredsprøjtning anvendes som effektforstærker med 0,04 l pr. ha og med 0,16 l pr. ha ved 12,5 cm rækkesprøjtning. Cliophar 600 må ikke anvendes senere end vækststadie BBCH 15.
Matrigon 72 indeholder 720 g aktivt stof pr. kg må i bredsprøjtning anvendes som effektforstærker med 35 g pr. ha og med 140 g pr. ha ved 12,5 cm rækkesprøjtning. Matrigon må ikke anvendes senere end 31. maj.
Clopyralid forstærker effekten mod kurvblomstrede (kamille, fliget brøndsel m.fl.) og snerlepileurt. Høj dosis i pletter er ikke tilladt, og midlet må kun anvendes hvert 4. år. Optimal effekt opnås ved behandling om morgenen, når planterne er saftspændte og i god vækst. Dagstemperaturen bør være over 15°C omkring behandlingstidspunktet.
Olie og pH-regulering
Olietilsætning er med til at sikre hurtig optagelse, specielt under tørre forhold og når der er kraftigt vokslag på planterne. Dosering 0,5 l pr. ha.
Renol og Mero EC80 er kendt for god og sikker virkning. Kvalitet og effekt af forskellige olier kan være varierende.
Græsmidler
Agil 100 EC og Zetrola indeholder samme aktivstof og må anvendes to gange (maks. 2 x 0,4 l pr. ha) og maksimal dosering pr. sæson er 0,8 l pr. ha og kun hvert 3. år.
Fokus Ultra og LFS Cycloxydim indeholder samme virkningsstof og må kun anvendes én gang pr. sæson med maksimal dosis på 5 l pr. ha. Der tilsættes 0,5 l Dash, når midlet udsprøjtes alene.
Ved bekæmpelse af kvik anvendes Agil/Zentrola med ca. 0,5 l pr. ha eller Focus Ultra/Cycloxydim med ca. 1 l pr. ha. Ovennævnte doseringer hæmmer kvik så meget, at den normalt ikke generer roernes vækst senere. En mere effektiv kvikbekæmpelse opnås, når bekæmpelsen gentages (ikke tilladt for Fokus Ultra/Cycloxydim) på genvæksten efter 3-4 uger.
På nyfremspirede enårige græsser, f.eks. agerrævehale mm., kan opnås god effekt med 50 - 70 % af ovennævnte doseringer.
Bedst effekt opnås uden sammenblanding med andre ukrudtsmidler, og når græsukrudtet har friske grønne blade (ca. en uge efter alm. ukrudtssprøjtning).